Hjem / Familie / Det perfekte outfit til grillfesten

Det perfekte outfit til grillfesten

Juli måned er skudt i gang og vi er halvvejs i sommerårstiden, selvom vejret får os til at tvivle på det ind i mellem. Meget kan man sige om den danske sommer, men de lyse nætter kan vi ikke løbe fra, og forhåbentlig har de fleste af os også fået grillet en aften eller to i løbet af de sidste uger, enten i parken, i gården eller på terrassen. Måske er der også en til flere grillfester lige om hjørnet?

Uanset om du skal være gæst eller vært til et grillarrangement i løbet af sommeren, skal der som oftest planlægges en hel del inden. Ligesom der skal udvælges de rigtige salater, brød og diverse dressinger for at gøre menuen lækker, skal der også tænkes over tøjet og skoene, så man kan sammensætte det helt perfekte outfit til en grillfest – og det er altså ikke altid helt let!
For hvad gør man, når man gerne vil være sommerlig og fin uden at være ‘overdressed’ og samtidig skal kunne holde varmen? Som regel starter grillarrangementer om eftermiddagen, hvor solen stadig luner og man kan være ganske let klædt på, med bare arme eller ben, uden problemer. Men senere på aftenen, når solen er gået ned, bliver det næsten altid mere køligt end forventet og man ærgrer sig over, at man ikke tog bukser på, eller i det mindste bare en ekstra trøje. Vi har vist alle prøvet det! Så her kommer lidt tips til, hvordan du kan sammensætte outfittet til grillfesten.

Første nøgleord er JEANS
Lyse jeans er virkelig vejen frem. Om det er de denimblå højtaljede, de hvide boyfriend-jeans eller den klassiske afvaskede Levis-model er sådan set underordnet. Vælg din favorit, men undgå helst de helt lavtaljede jeans, der strammer lidt for meget, for du kan komme til at havne på et tæppe i græsset i en position, der vil gøre det ubekvemt. Undgå også sorte jeans, da det måske vil genere dig i de timer, hvor solen skinner og tiltrækkes af den mørke farve, der i øvrigt ikke er særligt sommerlig! Til blå jeans er specielt hvide og lyse farver gode, da de giver et sommerligt look og samtidig får dig til at se lidt brunere ud, især hvis du i forvejen er solbrændt. Hvis dine jeans er slidte og rå i looket, bør du sammensætte dem med en feminin og fin overdel, som eksempelvis blondetoppe. Det vil skabe en super fin kontrast, som er det andet nøgleord for et outfit, der sikrer at du hverken er over- eller underdressed til grillfesten!

Kører du lys top og blå jeans, har du rig mulighed for at pifte det op med noget tilbehør, så det bliver mere personligt og festligt. Det kunne være alt fra sko eller taske i en pangfarve til et mønstret hårbånd eller måske en helt rød læbestift! Og så husk endelig en cardigan eller en anden let trøje, der nemt kan foldes sammen eller bindes om livet. Det er guld værd efter klokken 22! Rigtig god fornøjelse!

Læs også

Sådan vælger du den rette pakkekalender til hende

Det er ikke nogen hemmelighed at julen er min yndlings måned. En hel måned fyldt …